Send dit manuskript
Må Lægmand se dit manuskript?
Har du skrevet en roman, en digtsamling, en fagbog eller noget helt syvende, og passer din tekst til Lægmands profil?
Drømmer du om at få værket udgivet i bog- eller anden form?
Så er du velkommen til at sende det til forlaget.
Det indsendte manuskript skal være så færdigt og finpudset som muligt, og du skal vedlægge et følgebrev hvor du kort opridser bogens handling eller emne. Det er også her du fortæller lidt om dig selv, hvem du er, hvor du bor, og hvordan du kan kontaktes.
Følgebrevet må maks. fylde 2 (A4) sider.
Manuskripter modtages digitalt i formaterne ‘pdf’, ‘doc’, ‘docx’ og ‘odt’, og pr. post på papir. Der er ingen krav til skriftstørrelse, linjeafstand m.m. Det vigtigste er det du skriver.
Vælger du at udskrive dit manuskript og sende det med posten, skal du være opmærksom på, at manuskriptet ikke returneres efterfølgende.
Lægmand bestræber sig på at læse dit manuskript indenfor fire uger, og herefter skriftligt meddele dig, hvorvidt manuskriptet kan antages til udgivelse.
Lægmand bestræber sig på at begrunde et eventuelt afslag, men kan ikke garantere det. Et afslag vil som udgangspunkt ikke blive begrundet udover afslagets ordlyd.
Skønlitteratur
Romaner, noveller og digte skal være gennemarbejdede og så vidt muligt fri for stave- og tastefejl.
Romaner skal have en klar og tydelig handling, og novelle- og digtsamlinger en klar og tydelig “rød tråd” der binder teksterne sammen. I følgebrevet skal du fortælle hvad dit formål er med at fortælle netop din historie. Er der en særlig grund til at du har skrevet teksten, eller noget særligt du vil have læseren til at reflektere over?
Det er også nyttigt at vide, om dit manuskript er blevet vurderet af uafhængige betalæsere inden du sender det, og hvilke kommentarer de har haft til det.
Fagbøger, kommentarer, essays og børnebøger m.v.
Udover manuskriptet, er det nødvendigt at du også oplyser hvorvidt du selv illustrerer din bog (hvis bogen skal illustreres), eller om du har kontakt til illustrator og/eller fotograf o.lign, og hvorvidt du er indehaver af de nødvendige rettigheder og licenser til at benytte disses illustrationer.
Det er også nyttigt at vide, om dit manuskript er blevet vurderet af uafhængige betalæsere inden du sender det, og hvilke kommentarer de har haft til det.
Idéer
Går du og tumler med en idé, uden rigtigt at kunne “få hul” på hvordan du skal gribe den an, eller hvad du skal stille op med den?
Hvorfor ikke sende idéen til Lægmand, for at få friske øjne på dine tanker, og måske nogle tips til hvordan du kommer videre?
Bare rolig – det er stadig din idé, og den bliver hverken misbrugt eller taget fra dig 🙂
Det er da et forsøg værd. Det kunne jo ende med en udgivelse!
Markedsføring
Lægmand er et meget lille forlag – et såkaldt mikroforlag – og har derfor ikke et kæmpestort budget til markedsføring.
Udover at de titler der udgives gøres tilgængelige på diverse online-platforme og for detailbutikker, vil markedsføringen normalt bestå af:
- En forfatterside på laegmand.dk (laegmand.dk/dit-navn)
- En hjemmeside på eget domæne for din bog/bøger i 3 år (ønsker du herefter at beholde domæne og hjemmeside, overdrages begge dele til dig).
- Salg via laegmand.dk
- Salg via Lægmands nyhedsbrev
- En facebookside for dig som forfatter
- En måneds målrettet annoncering på sociale medier
Afhængig af hvilken bog der er tale om, er det ikke sikkert at alle dele kommer i spil, og måske har du allerede en eller flere af delene.
Det vigtigste er, at vi i fællesskab finder ud af, hvordan din bog sendes bedst muligt ud i verden.
Økonomi
Fordi Lægmand er et mikroforlag, drevet for forlæggerens egen regning og risiko, er forfattere nødt til selv at investere i udgivelsen af deres bøger.
Hvis dit manuskript bliver antaget til udgivelse, udarbejdes et budget for udgivelsen af netop din bog. Budgettet vil ligge til grund for beregningen af hvor meget du selv skal betale for at få din bog udgivet.
Da ingen udgivelser er ens, er det desværre ikke muligt at oplyse cirkapriser. Til gengæld er du ikke bundet af noget, så længe budgettet ikke er accepteret og kontrakten underskrevet.
Det kan med andre ord, “ikke gå helt galt” 🙂
