Bagmanden
Hvem i alverden er ham der Lars?
Jeg er glad for, at du spørger!
En sommerdag i 1964 tumlede jeg ind i verden, og her har jeg tumlet rundt lige siden.
Jeg blev uddannet som fotohandler dengang, der stadig var film og mørkekamre til, og hvor digitalfoto, megapixels og digital billedbehandling endnu var science fiction.
Siden blev det til mange forskellige jobs – fra sagsbehandler til buschauffør, fra selvstændig webdesigner til PR-ansvarlig for en højskole.
Uanset hvad jeg har foretaget mig, har der altid været mindst én bog inden for rækkevidde (af sikkerhedsmæssige årsager var bogen dog uden for rækkevidde, mens jeg kørte bus).
Jeg lærte at læse i starten af 1970’erne, men lærte aldrig at holde op igen. Så jeg læser stadig. Og skriver.
I 13 år var jeg litteraturanmelder og fik på den måde 600 læste og anmeldte titler på CV’et. Selvom det er nogle år siden, jeg stoppede med at anmelde, sender nogle af “mine” gamle forfattere stadig bøger til mig, når de udgiver noget nyt.
Jeg har mit eget studie, hvor jeg indlæser lydbøger og laver podcast med skøre historier for børn. Det er blevet til 100 skøre historier, der er blevet hørt mere end 600.000 gange. Nogle af historierne er samlet i – indtil videre – to bøger med fællestitlen Farfar Fortæller.
Jeg har oversat 20 skønlitterære romaner fra engelsk og svensk, været forlagsredaktør og foretaget et utal af manuskriptvurderinger for forlag og forfattere.
Jeg har aldrig uddannet mig i litteraturens verden og er derfor en stolt lægmand på området.
Jeg elsker ord, fortællinger og bøger.
Mit kirkelige ståsted har jeg i evangelisk-lutherske frimenigheder, suppleret med lidt Indre Mission efter behag. Trods mit ståsted er jeg meget “loose” på det lutherske, som jeg synes har taget overhånd i nogle sammenhænge.
Jeg har to sønner, to svigerdøtre og – i skrivende stund – tre børnebørn.
Jeg elsker at køre på min motorcykel (en gammel BMW K1100LT fra 1994, for dem der interesserer sig for den slags).
Jeg nyder naturen og er af den overbevisning, at der ikke findes noget bedre end at slå teltet op i en skov, koge vand til kaffe og smide sig i skovbunden med en god bog.
Jeg har altid drømt om at skrive og udgive bøger. Og drømme skal tages alvorligt. Derfor: indtil videre to udgivelser og eget forlag.
Med venlig hilsen
Lars
